Veddum-Skelund
Vi har en utrolig flot belyst cykelsti imellem byerne – vores navlestreng – “Kirsebærstien“. Der er lige blevet plantet en ny portion Veddum-kirsebærtræer på den – specielt fremstillet til formålet. Cykelstien går mod syd næsten til Randers, og mod nord, helt til Aalborg.
Vores sammenhold i de to små byer er intet mindre end fantastisk – og hvis det ikke havde været tilfældet, ville vi ikke ha’ eksisteret som samfund på nuværende tidspunkt, for JA det er en udfordring at bo ude på landet i disse tider, men menneskene, naturen og den økonomiske frihed ved at bo billigt opvejer langt de mere logistiske udfordringer, der kan være ved at bo her.
Vi er en blandet skare, og mon ikke vi repræsenterer gennemsnittet af alle danske byer bare i et noget mindre antal – nogle læser Information, nogle læser Ekstra Bladet, Politiken eller Kristelig Dagblad, mange læser Nordjyske, men alle læser Hadsund Folkeblad, vores lokale avis, der dokumenterer det, vi for længst allerede har hørt via bysladderen…..
Vi er beriget med masser af frisk luft og plads til f.eks. husdyr – endelig kan ungerne få den hundehvalp eller den kattekilling, som de har ønsket sig så længe, og hønsene kan placeres i baghaven og producere de skønneste æg til morgenbordet.
Vi har masser af natur, der indbyder til både traveture, kvikke løbeture og cykelture i alle hastigheder. Cykelstien går helt ind til det nye SUPER sygehus, der er ved at blive bygget i Aalborg.
Vi har fibernet i begge byer, så der er mulighed for hurtigt internet (WAOO!) op til 500/500 Mbit/s.
Vi har fjernvarme i begge byer. Indtil for ca. et år siden var det noget af Danmarks dyreste fjernvarme, men nu er der barberet 45% af prisen, så nu er alle glade!
Vi er forskånet for trafikpropper! – men OK indrømmet, i sæsonen kan man have fornøjelsen af at ligge bag en traktor eller to.
Vi lever i et overskueligt og trygt miljø, hvor alle kender alle – specielt for børn er det en fordel. De lærer f.eks. hurtigt at kunne begive sig på lege-besøg hos hinanden.
Vi ligger lunt i svinget – selv en vinmark kan vi prale af!
Og – at bosætte sig i vores område, gi’r mulighed for at mindst den ene kan gå på ½ tid, og alligevel vil man ha’ plads i budgettet til lidt luksus.
Og – man kan som eneforsørger i vore byer få råd til det lille hus med have, der gi’r ungerne mulighed for masser af frisk luft, gode legekammerater, og hvor man som den voksne vil blive taget godt imod og hurtigt blive en del af landsby-sammenholdet.
DAGPLEJEMØDRE; i begge byer tilbydes pasning af familiernes små poder. Børnene kommer hver dag ud i den friske luft og samles til legestue én gang om ugen.
Vores private BØRNEHAVE bor i en charmerende bygning med stor legeplads og med let adgang til marker og skov – et trygt og sikkert sted at være sammen med alle sine nye venner.
FOLKESKOLEN i Skelund var fra 0.- til 3.klasse, og da den nu bliver lukket, er vi klar til at starte en friskole.
DAGLI’ BRUGSEN i Veddum står på hovedet for at servicere alle – stort udvalg af øko-varer – smilende og god service – OG måske bryder brugsuddeleren ligefrem ud i sang – alt kan ske, men sikkert er det, at man gør sig umage for, at det bliver en god indkøbsoplevelse, når man går i brugsen!
MINI-MARKED; Conni kan lange mælk, brød, elpærer, flotte blomsterbuketter, opvaskemaskiner og kartofler over disken – har hun ikke det, du mangler, kan hun sikkert skaffe det! Det er Skelunds fantastiske blomster- og el-butik, der sørger for, at ingen lider nød!
Her er idrætsforeninger, motionsklub, tennisklub og en lille idrætshal, og desuden et rigt foreningsliv.